Kirsten forsøgt røvet: Reddet i sidste øjeblik af fremmed kvinde
En 42-årig mand har begået en lang række røverier mod ældre kvinder. En af dem, der er blevet udsat for hans lange fingre, er 83-årige Kirsten Birgit Østergaard fra Aarhus.
En søndag var Kirsten Birgit Østergaard og hendes mand på vej op til bussen på Silkeborgvej i Åbyhøj.
De skulle tage bussen ind til Frederiksbjerg, hvor de ville til gudstjeneste i Sct. Pauls Kirke, som de så ofte gør.
Ægteparret har boet på samme vej i 50 år og kender området godt.
Men den 4. oktober skete der noget så ubehageligt, at Kirsten Birgit Østergaard er stoppet med at gå den vej.
- Det har sat sig i mig, det må jeg sige. Det var rystende. Så det hjørne på Silkeborgvej skal jeg ikke nærme mig, siger hun.
Ubehageligt røveri
Kirsten Birgit Østergaard blev udsat for et forsøg på røveri af en mand, der stjal hendes håndtaske.
Og hun er langt fra den eneste. Østjyllands Politi har tidligere fortalt om mindst seks røverier og tasketyverier i Aarhus Kommune.
Kirsten Birgit Østergaards mand var gået i forvejen op til busstoppestedet, da hun blev forsøgt røvet.
Hun gik med tasken i hånden, da hun ud af det blå mærkede en anden mands hånd ved siden af sin, og inden hun fik set sig om, havde han rykket tasken fra hende og sprang afsted på den anden side af hende.
- Jeg blev helt paf og tænkte, at det da ikke kunne passe. Det var ubehageligt. Faktisk er det som om, jeg stadig kan mærke den hånd. Jeg er jo en gammel dame, så der skal ikke så meget til, før det bliver for meget for mig, siger hun.
Fremmed kvinde kom til undsætning
Men Kirsten Birgit Østergaards taske med pung og alt indhold blev reddet. For mens den 42-årige gerningsmand med tasken i hånden i fuld firspring løb over vejen hen mod sin hvide bil, var der en fremmed, kvindelig bilist, der havde set det hele.
Hun pressede hornet i bund, mens hun kom kørende imod ham, og det fik tilsyneladende manden til at slippe håndtasken og flygte væk.
- Det var simpelthen så fantastisk gjort af kvinden. Hun forskrækkede manden, der blev så bange for at blive taget, at han slap tasken og ræsede afsted i bilen, siger Kirsten Birgit Østergaard.
Hun fortæller, at den fremmede kvindelige bilist efterfølgende holdt ind og trøstede hende og hentede tasken til hende.
- Jeg sagde til hende, at hun havde reddet mig. Hun var simpelthen så sød og venlig, og jeg er meget taknemmelig for, at hun gjorde noget. Jeg ville ønske, jeg havde fået skrevet hendes navn og adresse ned, så jeg kunne komme forbi med nogle blomster, siger hun.
Mange ældre kvinder røvet
Østjyllands Politi har nu anholdt manden, der nu er sigtet for en hel stribe af røverier mod især ældre kvinder.
I den forbindelse efterlyste Østjyllands Politi torsdag en ældre kvinde, der blev forsøgt røvet i Åbyhøj den 4. oktober.
Den efterlysning læste Kirsten Birgit Østergaards børn og kontaktede straks politiet, der nu har været forbi og afhøre hende.
- Hold op hvor er det godt, at han er blevet fanget nu og ikke længere render rundt og gør den slags. Så på den måde er historien jo endt godt, siger Kirsten Birgit Østergaard.